Om Lavendelgaarden

Idé og mål:

Fascinationen ved at så et frø på størrelse med et knappenåls hoved og passe og pleje det og se det vokse op til at blive et hvidkålshoved på flere kilo har tiltalt mig i mange år.

 Nu har jeg fået chancen for at give andre interesserede sjæle indblik i denne spændende verden. Vi ønsker at give interesserede muligheden for at følge denne udvikling på vores mark, hvor vi dyrker frilandsgrøntsager af mange forskellige slags bl.a. kartofler, majs, bønner, ærter, løg, gulerødder, porrer m.v. I vores tunneldrivhus på 223m² dyrker vi tidlig spidskål, salat, tomater, peberfrugt, chili, agurker og tomatillos. Grøntsagerne bliver senere høstet og det giver dig muligheden for at købe dem. Vi sælger kun EGNE varer, som vi fuldt ud kan stå inde for.

I foråret 2004 i hønsegården på 1.800m² blev der etableret en frugtplantage på 72 æble-, 20 pærer og 10 blommetræer.

I foråret 2005 plantede vi en række forskellige frugtbuske; stikkelsbær, hindbær, solbær og ribs. Der blev lavet egne asparges planter som blev udplantet i efteråret. I sæsonen 2007 eller måske først 2008 vil vi høste vores egne grønne sprøde asparges. Denne mark ligger i forlængelse af hønsegårdene/frugtplantagen.

Afgrøderne sælges fra et lokale i vores stald, hvor der er høflig selvbetjening, men du er velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål og kan få øje på os i marken eller på gården.

Vi ønsker at opbygge et sted, som er kendetegnet ved at producere grøntsager, frugt og bær af god økologisk kvalitet og hvor kunderne kan se og få indflydelse på hvad der produceres.

Økologi:

Vores mark blev pr. 1/1-2003 omlagt til økologisk produktion. Det tog 2 år før vi kunne markedsføre vores grøntsager som værende økologiske, men allerede fra starten blev der dyrket uden brug af kunstgødning og sprøjtegifte.

Folkene bag:

Gården drives af undertegnede med assistance af min kone, Susanne. Det meste af vores fritid i grøntsagssæsonen går med denne beskæftigelse. Ved siden af denne beskæftigelse har vi begge fuldtidsjob inden for henholdsvis IT og sygehussektoren.

På gensyn hos 

Lavendelgaarden

Alf Maischnack